5 ting, der vil glæde din hamster
22. juni 2025
Jeg begyndte tidligt at interesserer mig for heste og begyndte at ride på den lokale rideskole. Som voksen steg ønsket om egen hest imidlertid. Jeg var på det tidspunkt blevet gift, havde fået barn og villa, vogn og vovse og rejste ikke længere så meget, som jeg tidligere havde gjort, så tiden var ved at være rigtig.
Forsytia blev min første hest. Hun var en blandingshest købt hos en hestehandler og vist med travhesteblod. Forsytia stod først opstaldet i Skibby og siden på Lokelund i Frederikssund. Jeg red mest ture og en smule dressur på hende, men trænede hende også i horsemanship og red lidt i damesadel på hende.
Da jeg i 2012 flyttede ind til min kæreste og senere mand på hans gård i Herfølge kom der flere heste til. Han var aktiv rytter og sad i Rideforbundets bestyrelse og havde allerede selv hest + et par opstaldede heste. I alt var der plads til 6 heste på gården.
I 2011 tog vi på rundtur i det jyske for at købe et par araberheste til vores døtre, der på det tidspunkt var henholdsvis 12 og 15 år gamle. Vi kom hjem med de to skønne heste; Litani og Mercur. Mercur var en lækker brun vallak, der lignede en million og puster sig op på rigtig arabermaner, men alligevel så let at styre, så man følte, at man kunne trække ham i en sytråd.
Litani var den smukkeste palominohest, man kan tænke sig. Jeg havde ofte ønsket mig en hest i sådan en farve, og hun var sød som dagen er lang. Litani blev redet i dressur og på tur, og jeg yndede særligt en rolig tur over markerne på Litani for løse tøjler, når jeg fik lov at låne hende af min datter.
Jeg havde en forkærlighed for at opkalde mine heste efter flodnavne fra de steder, hvor racen kom fra. Således blev Litani opkaldt efter den Libanesiske flod Litani, men der kom flere ”flodheste” til. Vi fik således en Donau, Rubicon og Missouri.
Lipizzaneren Donau blev købt fra Ordrupdal Lipizzanerstutteri. Donau var den smukkeste og blideste lipizzaner man kunne tænke sig. Han var en super kørerhest, men havde imidlertid det problem, at han ikke kunne rides. Det var vi bekendte med, da vi købte ham. Vi havde nogle superfine køreture med ham, men havde også en drøm om at kunne ride ham. Han skulle efter sigende have haft en dårlig oplevelse med at blevet redet i Slovenien, hvor han oprindeligt var fra. Vi gik langsomt frem og i starten gik det godt, når man var på ryggen af ham, men pludselig tog pokker ved ham, og han bukkede og stejlede til man røg af. Det resulterede så en dag i, at jeg røg af og hang fat i stigbøjlen med det ene ben. Mens jeg hæng der, var det eneste jeg tænkte, at om et sekund, kan alt være forbi. Det var det heldigvis ikke, men jeg endte på hospitalet med to brækkede ryghvirvler, en punkteret lunge og en forstuvet lillefinger. For pokker det gjorde ondt og det tog lang tid at komme over. Derefter forblev Donau kørerhest.
Missouri var dansk varmblod og skulle derfor egentlig efter mit navnesystem have heddet noget dansk, men jeg synes ikke at Gudenåen eller Randers Fjord var gode hestenavne, så jeg måtte gå på kompromis med mit navneprincip, og hun blev kaldt Missouri. Missouri var en sød, men lidt tung hest, så hun endte med primært at blive brugt til turridning, let dressur og lidt ridning i damesadel.
Rubicon blev min hidtil sidste hest. En hest jeg dårlig nok lærte at kende. Rubicon er navnet på en italiensk flod, og er man en smule historiekender vil man vide, vil man kende udtrykket ”at krydse Rubicon”. Ifølge legenden skulle Cæsar have udtalt at ”terningen er blevet kastet” da han stod for at krydse Rubicon med sin hær og gå mod Rom, hvilket ifølge romersk lov var strengt forbudt. Udtrykket dækker over at point of no return, og det blev det også for mig. Jeg havde nemlig i juni 2019 søgt en stilling hos EU som monitor i Georgien. Tiden gik og jeg hørte ikke noget om stillingen og havde i august glemt alt, om at jeg havde søgt stillingen og købte med min daværende mand den smukke libizzanervallak Rubicon ligeledes fra Ordrupdal Lipizzanerstutteri i, men inden vi havde fået Rubicon hjem, havde jeg fået arbejde i Georgien og rejste ud af landet for de kommende 2 år og inden jeg kom hjem igen, var jeg blevet skilt og måtte efterlade Rubicon hos min eksmand på gården. Jeg tror, at jeg sammenlagt nåede at ride Rubicon 5 gange på de to år.
