Easy-way er fremstillet af fintsnittet presset halm. Strøelsen består af halmpiller i granuleret form og er fremstillet ved omkring 110 grader, så bakterier og vira dræbes. Det er oprindeligt fremstillet til fjerkræ og svin, men vi finder det særdeles velegnet også til kaniner og gnavere.
Det er støvfrit og har en bedre sugeevne end eks. savsmuld, fordi det svulmer op, når det bliver fugtigt.
Vi bruger Easy-way som bundstrøelse med halm over. Strøelsen suger og koncentrerer fugten, således at det er meget tydeligt, hvor der er fugtigt, og hvor der ikke er. Derved kan man let fjerne det beskidte og lade det rene blive tilbage. Easy-way kan også bruges som strøelse i toilethjørnet og let udskiftes, når der er behov for det.
Strøelsen kan også anvendes som enestrøelse i hele buret eller dele af buret. Ved at anvende det alene giver du dyrene mulighed for at rode og grave i strøelsen, hvilket ikke er så let i områder med halm.
Vi anvender Easy-way som enestrøelse i nogle af vores bure med to rum. Det ene er alene strøet med Easy-way, mens det andet er strøet med Easy-way i bunden og dækket med halm. Det giver kaninerne valgmuligheder og mulighed for at grave og rode i delen med Easy-way.
Vi har også anvendt det som bundstrøelse til hunner med unger. Det er ikke så velegnet til bure med nyfødte unger, fordi det er meget tungt, og hunnerne kan finde på at grave ungerne til med strøelsen.
© 2025 Et godt dyre liv – Designet af Aveo web&marketing – Privatlivspolitik