Californian

Den middelstore hvide kanin med de mørke tegninger er i de senere år blevet en populær kaninrace. Ikke mindst personer, der gerne vil producere deres eget kød er faldet for racen. Racen er imidlertid også velegnet som kælekanin p.gr. dens rolige sind. Flere dyrlæger anbefaler faktisk også netop de større racer til mindre børn, fordi børnene ikke så let bærer rundt på kaninen, og derved let kommer til at skade den.

Historie

Racen Californian stammer som navnet antyder fra Californien, hvor den først så dagens lys i de tidlige1920er. Selve Russertegningen (farvede poter, snude, ører og hale på en ellers hvid kanin) på kaniner er imidlertid meget ældre. Der findes malerier fra 1400tallet, der viser russertegnede kaniner. Californian blev fremavlet af George West fra det sydlige Californien. Det gjorde han ved at krydse den mindre kaninrace Russer med en noget større kaninrace Chinchilla og igen krydsede med den større race New Zealand White. Formålet var at fremavle en god slagtekanin med en god pels. Farven var mindre vigtig. Den nye race vandt ikke umiddelbar popularitet og første efter 15 år fik den nogen udbredelse. Den blev godkendt som race i sit hjemland USA i 1939. Racen kom først til Europa efter 2. verdenskrig i 1947, hvor den første gang blev udstillet i London. Den kom til Norden i 60erne samtidig med at den oplevede et boom i USA. I dag er den særlig populær i Slovakiet og Tjekkiet, hvor efterspørgslen på middelstore slagtekaniner er stor.

Russertegningen

Californian er kendetegnet ved sin hvide grundfarve og russertegning. Farvede løb (ben), maske (snude), ører og hale. Den har røde øjne og er dermed albino. Den findes i tegningsfarven sort, zobel blå og zobel brun. Det kræver dog et noget trænet øje at kunne se forskellen, på de enkelte farver. Som unge, hvor farven er meget svag, kan det være svært at se om den er sort, brun eller blå. Californian vil ikke kunne fremavles med anden grundfarve end hvid, men kan ifølge nogle eksperter fremavles i alle tegningsfarver. Enkelte eksperter mener dog ikke, det er tilfældet.

Beslægtet med zobeltegning

Tegningsmæssigt er den tæt beslægtet med zobeltegnede dyr, der ligeledes har tegnet maske, ører, løb og hale.
Det pudsige ved racen, er at den ikke fødes med tegningen. Den fødes som helt hvid albino. Tegningen er et resultat af en mutation i den samme A-serie, nemlig Albino-genet. Californier har også som andre albinokaniner en tendens til at væve (monotont bevæge hovedet fra side til side).

Farven kommer på kroppens kolde dele

Mutationen bevirker imidlertid, at der sker noget, når kaninen skifter den første ungepels. Snuden, ørerne, den yderste del af løbene og halen bliver farvet. At tegningen fremkommer på ekstremiteterne (yderpunkterne) skyldes temperaturforskel i kaninens hud. Blodgennemstrømningen i yderpunkter, snude, ører, hale og løb foregår lidt dybere i hudens overflade, som derved giver nedsat temperatur i huden, og derved virker russeranlægget.

Den tyske dyreforsker Hans Nachtheim, mener at have bevist hudtemperaturens betydning for farven, ved at barbere nogle af hårene af på bagkroppen af en Russer på et tidspunkt, så de voksede ud igen i kulde. De ellers hvide hår voksede da ud som sorte. Den sorte pels forsvandt igen ved næste fældning. Er temperaturen i de tegnede områder af kaninen over 30-34 grader ved pelsens fremvækst, udvikles tegningen stort set ikke.

Tegningen er forskellig på store og små racer

Som udgangspunkt er farven klarere på mindre dyr end store dyr, fordi de har sværere ved at holde varmen. I princippet betyder det så, at det skulle være lettere at få en god tegning på en Dværghare og en Hermelin end en Californian. Om det er tilfældet, tør jeg dog ikke lægge hovedet på bloggen over. Man skulle ligeledes forvente, vi i Norden skulle få bedre tegninger end i Sydeuropa.

Underafkølede unger får mørke hårspidser

Underafkølede unger får mørke hårspidser, så ungen synes ensfarvet mørk i stedet for helt hvid, som den burde være. De mørke hårspidser forsvinde ved næste fældning og skulle ikke have nogen betydning for den senere tegning.

Der er dog tyske avlere, der mener at denne underafkøling, når ungerne er helt små, er gavnlig for tegningsfarvens intensitet senere hen i livet.

Hunkaniner med unger kan miste tegningen

Hunkaniner med unger, kan miste noget af tegningsfarven. Det skyldes, at hun bruger en del protein på ungerne, som derved trækkes væk fra ekstremiteterne, som så bliver lysere.

Som udstillingskanin

Ideelt skal der være en skarp afgrænsning mellem kaninens grundfarve (det hvide) og tegningen. En flydende overgang medfører pointfradrag på en udstilling. Masken (pletten på kaninens snude) skal være regelmæssig oval, og maskens top, der slutter midt på hovedet, skal flugte med det nederste af øjnene. Den store udfordring for avlerne af Californian er, at tegningerne vokser, bliver kraftigere i farven og ændre sig med alderen.

En ung kanin vil ofte have en lysere farve og knaps så afgrænset kant mellem tegning og grundfarve. Ofte er masken i ung alder for lille og øretegningens kant uskarp. En ældre kanin vil ofte få problemer med først sodning (mørk skygge) over øjnene og senere en decideret tegning over øjet. Joachim Kapp skriver i sin bog om Californian, at det bedste tidspunkt at udstille en Californian er når den er 7-9 måneder gammel.

Andre racer og dyr med Russertegning

Californian er ikke den eneste kanin med russertegning. Kendt er også racen Russer, der er lidt mindre end Californian, har et slankere udseende, og har en kortere pels end Californian. Russertegningen på Rex-kaniner, Hermeliner og Dværgharer og i mindre grad på Dværgvædder. Russertegning er faktisk i ikke højere for hannerne. Hunnerne kan evt. komme op på 5 kg. Ifølge ham giver for store kaniner, en dårligere tegning og en mindre intens tegningsfarve.

Californian skal gerne være kraft- og kødfyldte i modsætning til de andre russertegnede dyr. De får mange unger gerne 8-12 stk. pr. kuld. Dens gode egenskab som slagtekanin skyldes bl.a. dens hurtige tilvækst, der bevirker, at kaninerne er slagteklar i 3 månedersalderen. Til gengæld betyder det også, at Californian unger skal have meget foder og vand under tilvæksten for ikke at blive for tynde og skravlede.

En tjekkisk race

I Tjekkiet og Slovakiet, der jo har en forkærlighed for de russertegnede racer, findes en russertagnet race under betegnelsen Nitraner, der typisk findes i farven gråblå/hvid. Siden 2004 har den såkaldte Zoborkanin været godkendt i de to nævnte lande. En ufuldstændig russertegnet kanin med tegnede ører, og en tegnet streg tværs over bagløbene, men uden den sorte maske og tegning på forløbene. Denne race er opstået som en krydsning af New Zealander og en Nitraner.

En slagtekanin

Californian er som nævnt en slagtekanin. Den skal helst have en idealvægt på 4 kg. og opefter. Forfatteren Joachim Kapp, der har skrevet bogen ”Kalifornier und Russen” ser helst at de ligger på omkring 4,5 kg. og ikke højere for hannerne. Hunnerne kan evt. komme op på 5 kg. Ifølge ham giver for store kaniner, en dårligere tegning og en mindre intens tegningsfarve.

Californian skal gerne være kraft- og kødfyldte i modsætning til de andre russertegnede dyr. De får mange unger gerne 8-12 stk. pr. kuld. Dens gode egenskab som slagtekanin skyldes bl.a. dens hurtige tilvækst, der bevirker, at kaninerne er slagteklar i 3 månedersalderen. Til gengæld betyder det også, at Californian unger skal have meget foder og vand under tilvæksten for ikke at blive for tynde og skravlede.

En pelskanin

Californian er, som nævnt, også en pelskanin. Med sin ideallængde på 3-3,5 cm hører pelsen til den middelange. Pelsen på en Californian skal desuden være kraftig. Pelsens længde og kvalitet har også betydning for tegningen. Desværre ikke altid i samme retning. En lang pels kan eksempelvis til tider mudre tegningen noget.

Referencer:

• Anonym (2015), ”Nordisk Kaninstandard”, Danmarks Kaninavlerforening
• Anonym “Lexikon der Kaninchen”, Komet, Köln
• Kapp, Joachim (2009), ”Kalifornier und Russen”, Oertel+Spörer
• Lunberg, Birgit (2016) ”Färgllära för kaninavel”
• Schlolaut, Wolfgang, K. Lange, K Löhle, H. C. Löliger og W. Rudolph (2003), ”Das Grosse Buch vom Kaninchen”, Verlag
• Whitman, Bob D. (2004),”Domestic Rabbits & Their Historis – Breeds of th World”, Leatherspublishing, Leawood