Da jeg i forgårs kom ud for at fodre, var flere af de drægtige hunkaniner gået i fødsel. De hoppede rundt med halm i munden, plukkede uld fra brystkassen og forberedte reder i et godt roligt hjørne af buret. Enkelte hunner er allerede i gang og sidder med hovedet inde i reden, og virker meget koncentreret omkring den kommende familieforøgelse.
Men et sted er tingene ikke som de skal være. Hos Løvehovedkaninen Emma er tingene ikke som de skal være. Hun hopper uroligt rundt og der er en del blod rundt omkring i buret. DET SKAL DER IKKE VÆRE. Hun er ellers en erfaren mor. Der har prøvet det før.
Et kig på undersiden viser, at tingene ikke er som de skal være. En blodig klump hænger ud af hende. Jeg har før oplevet hunkaniner, hvor livmoderen er kommet med ud, så jeg er lidt nervøs, og ringer til min dyrlæge Bjarne Rasmussen fra Hårlev Dyreklinik.
Han kan fortælle mig, at livmoderen primært kommer med ud, hvis hun har født mange unger i det pågældende kuld, og livmoderen derfor er blevet slap. Det er ikke tilfældet her. Hun har endnu ikke født nogen unger, og når jeg mærker på hendes mave virker det ikke som om, der er mange.
Bjarne fortæller endvidere, hvis en unge har sat sig fast, og hunkaninen skal have hjælp til at få ungen ud, skal det ske ved at tage et fast greb om ungen og forsigtigt hive den ud ved at trække den nedad mod poterne.
Som sagt så gjort. Det er ikke så forfærdeligt behageligt, for ungen sidder fast, og jeg kan ikke helt slippe tanken om, at jeg flår livmoderen ud af hende, og at hun i næste øjeblik vil styrtbløde og falde død om. Men det sker heldigvis ikke. Så snart ungen er ude, og den er død, falder der ro over tingene, og her 2 dage efter ser hun ud til at være kommet helt til hægterne igen.
Skriv et svar