Du kan typisk købe kaniner hos en dyrehandler, på et dyreinternat eller hos en kaninavler, men du kan også ofte få en gratis hos naboen, venner og bekendte eller købe den på den Blå Avis. De Kaniner, du kan købe hos dyrehandlere, på dyreinternaterne eller får hos naboen er ofte blandinger af mindre kaninracer. Racerene kaniner købes typisk hos en kaninavler.
Køb din kanin hos dyrehandleren
En del mennesker, vil ikke købe kaniner hos dyrehandlere, fordi de mener, at de ikke behandler kaninerne ordentlig. Men dyrehandlere skal kontrolleres flere gange om året af dyrlæger, hvilket naboen og kaninavlere ikke skal. Personalet hos dyrehandlere er oftest uddannede i at passe og håndtere dyr. Det er naboen eller kaninavleren ikke nødvendigvis. Selv om personalet er uddannet til at passe dyr, skal de imidlertid passe mange forskellige dyrearter, derfor ved de ikke nødvendigvis så meget om lige netop kaniner, som en avler gør.
Kaniner, du køber hos en dyrehandler, er typisk de samme, som du kan få gratis hos naboen. Dyrehandlerne køber nemlig tit deres kaniner hos almindelige mennesker, der har fået et kuld kaniner eller to.
Køb din kanin på et dyreinternat
De forskellige dyreværnsforeninger har dyreinternater, hvor man kan købe kaniner. Dyrene er opstaldet under gode forhold, personalet er uddannet i at passe og håndtere dyr, og der er en dyrlæge knyttet til stedet. Det er som regel voksne kaniner, der kan købes på dyreinternaterne men af og til også unger. Kaniner som enten er afleveret af deres tidligere ejere eller fundet i naturen. De kan være sat ud i naturen med vilje, fordi ejeren ikke kan have dem, eller de kan være stukket af.
Det kan ofte give en en god mavefornemmelse at købe en kanin på et dyreinternat, dels støtter du en god sag, dels giver du en kanin, der ellers kan have svært ved at finde et godt hjem, et hjem.
Hvis du køber en kanin på et dyreinternat, skal du være særligt opmærksom på kaninens temperament, for en del ejere afleverer kaninerne, fordi de har et problematisk temperament. Kaninerne kan være bange eller aggressiv. Læs beskrivelserne af kaninerne på internaternes hjemmesider grundigt og spørg ind til temperamentet. Hvis du ikke har meget erfaring med kaniner, så tænk dig om, før du køber en kanin der beskrives som ”ved hvad den vil” eller ”en bestemt dame”, som man kan læse i nogle annoncer.
Få kaninen hos naboen
Du vil ofte kunne finde en gratis kanin hos naboen eller en du kender. Det er ofte blandingskaniner, som kan være lige så søde og gode kælekaniner som racerene kaniner. Kaninunger hos naboen har ofte været meget i hænder, og derfor vant til mennesker, men de kan også været blevet sky, hvis de konstant har været omgivet af larmende børn, der måske ikke håndterer dem korrekt.
Hvis naboen kun har to kaniner i baghaven, skal du tænke på, at det ikke er sikkert, at han eller hun har så meget viden om kaniner som på dyreinternater, hos dyrehandleren eller en avler, der har mange. Derfor skal du være særligt opmærksom på kaninens sundhed. Er pelsen pæn og glat, er kaninen ren, ser dens tænder pæne ud og ser den overordnet sund og rask ud. Kaniner er særligt sarte omkring den tid, hvor de bliver taget fra moderen. Det er maveproblemer, der kan opstå her, fordi kaninungen skal overgå fra mælk til at spise selv. Derfor skal du også holde øje med om den har afføring i bagdelen, og om ryggen er kantet.
Køb kaninen hos en avler
Avlere har flere kaniner og bestemte racer. De har derfor ofte et større udvalg af kaniner, du kan vælge mellem. De kan være medlem af Danmarks Kaninavlerforeningen og øremærke deres kaniner. Øremærkede kaniner har den fordel, at man lettere kan finde frem til ejeren, hvis kaninen slipper ud i naturen. En avler har ofte en større specialviden om kaniner, end de har hos dyrehandleren, på internatet eller hos naboen, men loven kræver ikke, at kaninavlere har en dyrepasseruddannelse, og der er ingen krav dyrlægekontrol med kaninerne. Derfor kan der være meget stor forskel på de forhold kaninerne har hos kaninavlerne.
Skriv et svar