Fysiske og psykiske velfærd

”Berigelse af dyrenes miljø” er et udbredt udtryk inden for dyrevelfærd. Det betyder forbedringer i de omgivelser, vi tilbyder vores dyr, så de får bedre fysisk og psykisk velfærd.

Forbedringer for kaniner kan være mere plads, ting de kan undersøge og rode med, nye typer af foder, steder, hvor de kan gemme sig og kontakt til andre kaniner for bare at nævne et par stykker. Forbedringer, der typisk vil understøtte den adfærd kaniner normalt ville udføre, hvis de havde muligheden for at leve et naturligt liv. Forbedringer, der eksempelvis giver dem mulighed for at ligge udstrakt, grave, skrabe, bide, hoppe, stå på bagben, søge føde og parre sig.

Stereotype og unormal adfærd så som pelsgnav, hyppig skraben i et hjørne af buret, gnaven i burets tremmer eller hoppen frem og tilbage, er alt sammen adfærd som vil kunne afhjælpes ved indrette kaninens bolig på den rette måde.

Der findes en del forskning i, hvilke typer berigelse, der bedst tilgodeser kaninernes behov.

Platforme og kasser

Der er gennemført forsøg med kaniner om platforme og gemmesteders betydning for deres velfærd. Et af forsøgene viste, at en stor del af kaninerne sad på platformene om natten og under platformene om dagen. Det kan sammenlignes med, at vilde kaniner tilbringer dagtimerne i deres huler og er mere aktive i skumringen og i nattetimerne.

Andre forsøg med kasser viste, at kun få kaniner i forsøget, og primært hunnerne, brugte kasserne som ly eller hvilested. Når kaninerne blev forstyrret og utrygge, søgte nogle af dem ly under platformen. Platformens top blev brugt som hvilested og udkigspost.

Flere af forsøgene viste, at kaniner fra berigede bure viste mindre frygtsomhed, når man testede dem i et åbent område.

Forsøget viste, at kaniner holdt i konventionelle og mindre bure, var mere rastløse, de udførte mere overdreven pelspleje, de bed mere i tremmerne og var mere frygtsomme. Det kan tyde på, at de var mere stressede. Årsagen kan være, at de har adgang til ly og dermed flugtmuligheder, og har bedre mulighed for at interagere med omgivelserne. 

Konklusionen på forsøgene er, at en hylde ofte giver mere velfærd, end en kasse, der fylder mere, men ikke bruges så meget af kaninerne.  Samtidig kan pladsen under hylden tjene samme formål som ly, som en kasse ville gøre. Min erfaring er dog, at kaniner generelt er meget glad for kasser, men måske hænger det sammen med, at man i forsøgene har skulle afveje, hvorledes pladsen udnyttedes bedst.

Burhøjde

Kaniner vil i naturen sætte sig på bagben for at overvåge området og holde øje med mulige rovdyr. Den gængse norm er derfor, at bure bør være minimum så høje, at kaninen kan stå på bagben uden at ørerne røre loftet. Der har været gennemført forsøg, for at finde frem til om dette også gælder for kaninunger. I forsøget kunne 5 uger gamle unger selv bestemme, om de ville være i bure med en højde på henholdsvis 20, 30 og 40 cm og som en fjerde mulighed helt åbent i højden. Forsøget viste, at ungerne fravalgte bure, der var helt åbent i højden, uanset tidspunktet på døgnet. De fleste unger foretrak en burhøjde på 40 cm. Men samtidig foretrak flere unger en burhøjde på 40 cm i døgnets aktive periode, mens flere foretrak 20 cm, når de var mindst aktive. Det hænger måske sammen med, at de i naturen ville have mulighed for at opholde sig i huler i jorden. Dette er en interessant iagttagelse, idet man ud fra et velfærdsmæssigt synspunkt ville anbefale høje bure. Ser man på kaninernes fysiologiske og adfærdsmæssige behov, har de, som byttedyr, behov for at kunne søge ly. Som skrevet omfatter forsøget kaninunger. Det er ikke sikkert, at voksne kaniner ville have samme præferencer.

Min anbefaling er dog høje bure, hvor der er plads til forskellige former for berigelse. Høje bure giver også en bedre luft og problemer med ammoniak. Samtidig bør der være steder i bure med en lavere højde, der giver kaninerne et valg og mulighed for at søge tryghed i lavere dele af buret

Flere kaniner sammen

I naturen lever kaniner i kolonier på omkring 20 voksne dyr. I kolonierne indgår kaninerne i et socialt hierarki, hvor der kan opstå kampe om adgang til ressourcer, hunner for hannernes vedkommende og gode redepladser for hunnernes vedkommende.

Selv om begge køn kan være temmelig aggressive mod artsfæller, er de også meget sociale. De hviler, daser og spiser ofte sammen. De nusser hinanden og plejer hinandens pelse. De hjælper også hinanden med at holde øje med evt. rovdyr og advarer gerne hinanden, hvis der opstår fare.  Ikke desto mindre holdes kaniner i fangenskab ofte den social kontakt til artsfæller. Begrundelsen er som regel, at flere kaniner ikke kan gå sammen, fordi de kommer op at slås. Forsøg viser imidlertid, at kaniner holdt i grupper, ikke har den sammen stereotype adfærd, som kaniner holdt alene, og de er mere aktive.

Spejle

Der er fordele og ulemper ved at have flere kaniner sammen. Flere kaniner sammen kan være forbundet med risiko for kampe og skader på kaniner, men flere kaniner sammen øger også risikoen for smitsomme sygdomme. Derfor har man overvejet, om spejle kan give kaninerne indtryk af at være sammen med andre kaniner. Forsøg med forskellige dyrearter har vist, at eks. aber, kan genkende sig selv i et spejl, og derfor ikke vil opfatte et spejl som selskab. Men man mener ikke, at kaniner kan genkende sig selv i spejlet. Forsøg med andre dyrearter har vist, at nogle arter kan have øget velfærd med spejle i burene, der giver en form for social kontakt. Hos andre arter har spejle ført til aggression mod spejlet, idet spejlbilledet kan blive opfattet som en konkurrent om ressourcer. I forsøget med kaniner var hvert bur opdelt i to. Den ene del var beklædt med spejle. Under hele forsøget foretrak de kaniner, der var alene i buret, den del af buret, der var beklædt med spejle. Præferencen for at opholde sig i den del af buret med spejl steg jo ældre kaninen blev. Af de ældre kaniner foretrak 67,6% den del af buret, hvor der var spejle. Kaniner kan måske opfatte spejlbilledet som en kendt eller ukendt artsfælle. Forsøg viste også, at kaninerne var tiltrukket af spejlene, og brugte tid på at snuse til det og skrabe på det, også selv om, der var artsfæller i buret. Det forklares med, at kaninerne kan vise større interesse for spejlet, fordi det er nyt og ikke opfører sig som forventet, snarere end at det blev opfattet som en artsfælle. Forsøget med spejle viste også, at kaniner med spejle brugte mindre tid på at kigge ud af buret.

At kaninerne foretrak den del af buret, der havde spejle kan imidlertid også hænge sammen med, at buret kan synes større. Kaninerne indtog 69% af deres foder i spejldelen af buret. Det tyder på, at kaniner ikke oplever spejlbilledet som en trussel mod deres foder. Det er i modsætning til andre forsøg foretaget med mus og spejle.

Gnavepinde

Gnavepinde er en af de mest anvendte former for berigelse for kaniner i kommerciel avl af kaniner. Altså slagte-, pels- og uldkaniner. Der er derfor foretaget en del forsøg af gnavemateriales effekt på kaninernes velfærd og adfærd. Forsøgene viser dog ikke noget entydigt om betydningen af gnavepinde.

Nogle af forsøgene omhandler hvilken træsort kaninerne foretrækker som gnavepinde. I et af forsøgene havde kaniner i hvert sit bur adgang til gnavepinde af 3 forskellige træsorter. Gnavepindene var lavet af akacietræ, hyldebærtræ, europæisk lærketræ, hvid pil, skovlind, kastanjetræ, sort poppeltræ, hvid europæisk birketræ. Forsøget viste, at kaninerne foretrak akacietræ, hvid pil, skovlindetræ og kastanjetræ, vist i forhold til den mængde, de havde spist af gnavepindene. Kaninerne viste ingen eller kun sparsom interesse for gnavepinde af hyldebær, lærketræ, sort poppeltræ, hvid europæisk birketræ og hvid morbærtræ.

I et andet forsøg med 150 kaniner fordelt i 10 bure, blev kaninerne præsenteret for 3 forskellige træsorter tilfældigt udvalgt blandt de 5 mest populære fra det første forsøg. Dette forsøg viste, at kaninerne foretrak skovlindetræ, som hver kanin i gennemsnit spiste 0,44 cm³ af i forhold til hvid pil (0,21 cm³), kastanjetræ (0,2 cm³), sort poppeltræ (0,01 cm³) og akacietræ (0,005 cm³).

I et tredje forsøg blev 48 kaniner delt i 4 grupper med hver 12 kaniner. De 4 grupper fik gnavepinde af forskelligt materiale. Den første gruppe fik pinde af egetræ, den anden skovlindetræ, den tredje grantræ og den fjerde gruppe var en kontrolgruppe, der ikke havde adgang til gnavepinde. Kaninernes præferencer for pindene blev visuelt opdelt efter, om pindene havde 1: synlige tandmærker eller urørt, 2: let gnavet, 3: moderat gnavet og 4: stærkt gnavet og 5: ekstremt gnavet. På 5 trins skalaen viste forsøget, at kaninerne ikke havde rørt eller kun sat tænderne i egepinden (1,0 på skalaen), og at skovlindepinden og granpinden var nogenlunde lige gnavet i (henholdsvis 2,95 og 2,77).

I burene med gnavepinde var der en tendens til mindre inaktivitet. Gnavepindene havde dog ikke nogen betydning for kaninernes tremmebidning og bid i foderskålen.

De træsorter, kaninerne foretrak i det første og andet forsøg, nemlig kastanje, pil og lind består alle af blødt træ. De enkelte træsorters hårdhed, smag og lugt kan være afgørende for deres egnethed som gnavepinde. At kaninerne i det tredje forsøg foretrak gran og lind frem for eg, kan skyldes egens hårdhed sammenlignede med de to øvrige. Modviljen mod eg kan også skyldes, det høje indhold af tannin i træet (10%).

Forsøget viste også, at kaninerne, der ikke havde adgang til gnavepinde bed betydeligt mere i buret og tremmerne end kaninerne i burene med gnavepinde, og at de havde en tendens til højere agtpågivenhed og aggressiv adfærd end kaninerne i bure med gnaverpinde.

Gnavepinde, græsterning, kasse eller hø

I et forsøg med 60 voksne hankaniner blev kaninerne testet i forhold til betydningen af 4 forskellige berigelsestiltag: hø i en vandflaske, gnavepinde af afskallet asp, græsterninger og en kasser. Kaninerne blev holdt i enebure og fik hver tildelt en af de 4 objekter. 1/5 af kaninerne var kontrolgruppe, der ikke fik tildelt nogen former for berigelse. Forsøget viste, at kaninerne interagerede mere –snuste, slikkede, bed eller tyggede – til/i høet end nogen af de 3 andre objekter. De udviste mindre stereotyp adfærd som pelsgnav, tremmebidning end kontrolgruppen, og de var mere aktive end kontrolgruppen. Kaniner, der fik en græsterning interagerede mere med denne, end kaniner, der havde gnavepinde. Kaniner med kasser eller gnavepinde interagerede kun i begrænset omfang med disse, og de udviste samme stereotyp adfærd som

kontrolgruppen. Forskerne bemærkede dog, at kasserne ikke var egnede til at side på, hvilket kan have mindsket deres brug. Man skal imidlertid være påpasselig med at generalisere disse resultater til kaniner i andre aldre og køn. Kaninernes præferencer for kasser og dermed ly, kan forventes at være forskellig for unger og hunkaniner. Som vi har set i kaniners præference for forskellige typer af gnavepinde, kan præferencen for forskellige typer af pinde være forskellige. Resultatet ville derfor kunne være anderledes, hvis gnavepindene havde været af et andet materiale. Kaninerne med græsterninger havde en betydelig højere vægttilvækst end kaniner med de øvrige berigelsesmæssige tiltag i forhold til kontrolgruppen. En tilvækst forskerne så som negativ, fordi kaninerne bliver for fede. Konklusionen på forsøget var, at hø var det bedste berigelsesmæssige tiltag af de fire, og det, der reducerede stereotyp adfærd mest, samt gav kaninerne bedst mulighed for tidsmæssig adspredelse. 

Som de forskellige forsøg viser, er der en række forskellige berigelsesmæssige tiltag, der kan forbedre kaninerne velfærd, så det er bare med at komme i gang, der hjemme.

Referencer og mere viden

• Baumans, Vera (2005) “Environmental enrichment for laboratory rodents and rabbits: Requirements of rodents and rabbits” ILAR JOURNAL,   46: 162-170.
• Buijs, Stephanie, Linda J. Keeling og Frank A. M. Tuyttens (2011) ”Behaviour and use of space in fattening rabbits as influenced by cage size and enrichment”, Applied Animal Behaviour sci., 134: 229-238.
• Chu, Ling-ru, Joseph P Garner og Joy A. Mench (2004) “a behavioral comparison of New Zealand White rabbits housed individually or in pairs in conventional laboratory cages” Applied Animal Behaviour sci. 85: 121-139.
• Gunn, Bebbie og David B. Morton (1995) “Inventory of the behaviour of New Zealand White rabbits in laboratory cages”, Applied Animal Behaviour Sci., 45: 277-292.
• Hansen L.T. og Bertelsen H. (1999) ”The effect of environmental enridhment on the behaviour of caged rabbits”, Applied Animal Sci. 68: 163-178.
• Hoy, St., (2004) ”Anforderungen an die Haltung von Kaninchen under den Aspekten von Verhalten, Welfare und Hygiene”, DGA Magazin, 49: 44-47.
• Hoy, St., (2005). “Housing requirements for breeding rabbits from the viewpoint of welfare, behaviour and hygiene”. In Proc. 4th Inter. Conf. on Rabbit Prod. in Hot Climates.
• Jones, S. E. og C. J. C Phillips (2005) “The effects of mirrors on the welfare of caged rabbits”, Anim. Welfare, 14: 195-202.
• Lange, C. og S. Hoy (2011) ”Investigations on the use of an elevated platform in group cages by growing rabbits”, World Rabbit Sci., 19: 95-101.
• Lehmann, M. (1991) “Social behavior in young domestic rabbits under semi-natural conditions”, Appl. Anim. Behav. Sci. 32: 269-292.
• Lindfors, Lena (1996), “Behavioural effects of environmental enrichment for individually caged rabbits”, Applied Animal Behaviour Sci, 52: 157-169.
• Newberry, RC. (2005) “Enviromental enrichment: Increasing the biological relevance of captive environment”, Appl Anim. Behav Sci 44: 229-243.
• Princz, Z., Orova, Nagy, Jordan, Stuhec, Luzi, Verga, Szendro (2007) “Application of gnawing sticks in rabbit housing”, World Rabbit Sci., 15: 29-36.onella Dalle, Zoltan Princz, Zsolt Matrics, Zsolt Gerencser, Szilvia Metzger og Zsolt Szendro (2009) “Rabbit preference for cages and pens with or without mirros” Applied Animals Behaviour Sci. 116: 273-278
• Princz, Zoltan, Istvan Radnai, Edit Biro-Nemeth, Zsolt Matics, Zsolt Gerencser, Istvan Nagy og Zsolt Szandro (2008), “Effect of height on the welfare of growing rabbits”, Applied Animal Behaviour Sci. 114: 284-295.
• Selzer, D., (2000). ”Vergleichende Untersuchungen zum Verhalten von Wild- und Hauskaninchen unter verschiedenen Haltungsbedingungen”. Diss. Justus-Liebig-Universität Giessen.
• Verga, M., (2000). “Intensive rabbit breeding and welfare: Development of research, trends and applications”. In Proc.: 7th World Rabbit Congress, s: 491-509.
• Zotte, Antonella Dalle, Zoltan Princz, Zsolt Matics, Zsolt Gerencser, Szilvia Metzger, Zsolt Szendro (200) “Rabbit preference for cages and pens with or without mirrors”, Applied Animal Behaviour Sci., 166: 273-278.

Nogle kontakter mig, fordi deres kanin opfører sig mærkeligt og pludselig, begynder at løbe rundt med halm i munden og krasse i buret. Hvad kan denne adfærd skyldes?

Hun tror, at hun skal have unger

Det er særlig hunkaniner, der udviser denne adfærd, og det skyldes, at hun tror, at hun skal have unger og derfor går i gang med at bygge en rede til ungerne. Hun vil rigtig gerne grave en hule til ungerne og skraber derfor i buret for at kunne grave en hule. Det kan hun imidlertid sjældent i et bur, der er lavet af træ. Så hun skraber og skraber i et hjørne i håbet om at der kommer et hul.

Derfor har hun halm i munden

Når kaniner bygger rede, fore de den med halm for, at kaninungerne skal ligge trygt og godt. Ofte vil man se halm i vandskålen, fordi hunnen har haft halm i munden, når hun har skulle drikke. Man vil også ofte se en fordybelse i halmen i et hjørne af buret som er forberedt til en rede. I sjældne tilfælde kan man også se hankaniner, der hopper rundt med halm i munden.

Hun plukker sig

Når kaninen har bygget en rede af halm, vil hun ofte fore den med pels, som hun plukker af bryst og mave. Til tider kan, der ligge pels ud over hele buret, og kaninen kan blive helt pelsløs på bryst og mave. Mens kaninen bygger rede og tror, at hun er drægtig, kan hun også godt ældre adfærd og blive mere sur og knurre.

Hvad skal man gøre ved det?

I de fleste tilfælde går adfærden over af sig selv efter et par dage. Hunnen ødelægger så reden igen, fordi hun har fundet ud af, at der ikke kommer unger. Nogle hunkaniner kan dog ofte blive indbildsk drægtige og så kan det være en god ide at få den steriliseret eller at lade den få unger.

Hunkaniner, der graver og graver eller kradser i buret, kan dog også blive frustreret over ikke at kunne grave eller lave huler. Det kan i så tilfælde være en god ide, at give hende mulighed for at få noget at grave i og at give hende et rør. Begge dele vil mange kaniner i det hele taget sætte pris på, så overvej, at give kaninen en kasse med jord at grave i, at komme ud i en løbegård, hvor den kan grave og/eller at give dem rør.

De fleste kaniner elsker rør og kan ikke få nok af dem. Hvor de ofte mister interessen for legetøj og andet, du måtte finde på at give dem, er rør som regel et hit. Alle slags rør kan bruges, små og store rør og rør i mange forskellige materialer kan bruges.

Røret kan således være af metal, trådnet, plast, beton, pap, træ eller pil. Det er næsten underordnet bare, det er et rør, og kaninen kan komme ind i det. Rør gør kaninerne trygge. De kan ligge og slappe af i røret, og de kan søge sikkerhed, hvis der er noget, der skræmmer dem. Nogle vil også hoppe op på røret og gnave i det, hvis røret er lavet af et materiale, der kan gnaves i. Rør kan faktisk også være en hjælp, hvis du ikke kan fange din kanin.

Læg et rør ind i buret eller løbegården og kaninen, vil ofte søge tilflugt der, hvorefter du kan fange dem. Derved slipper du også for at jagte rundt med den. Hent inspiration til rør i nedenstående galleri.

Det er rigtigt varmt uden for for tiden. Har du en kanin, der lige har fået unger eller som snart skal have det? I så fald skal du passe rigtig meget på, at de ikke vagabonderer.

Ungerne holder varmen hos hinanden

Kaninmoderen bygger en rigtig fin rede og forer den med pels. Når det er koldt uden for, er det rigtigt varmt, og ungerne klumper sig sammen for at holde varmen.

Når det er varmt, kan de fjerne sig fra hinanden

Men det er jo så ikke lige kulde, der er problemet for tiden. Det betyder, at ungerne gør det modsatte. De fjerner sig fra hinanden for ikke at få det for varmt. Det betyder at en pæn del bevæger sig væk fra reden og kan ligge alle steder i buret. Derfor skal du kigge godt i resten af buret, når du tæller ungerne for at være sikker på, at de alle er der. Du skal også jævnligt sørge for, at de kommer tilbage i reden igen. Unger, der er kommet væk fra reden, risikerer nemlig let at misse måltiden.

I naturen kommer de ikke så let fra hinanden

Kaninmødre føder i naturen ungerne i en hule jorden. I sådan en hule er der ikke nogen risiko for, at ungerne kommer for langt væk, når de er helt små. Derfor finder kaninmødre ikke på at bære ungerne tilbage til reden, hvis de kommer for langt væk.

Moderen giver dem kun mælk få gange i døgnet

Kaninmødre besøger typisk kun reden en eller to gange i døgnet og lader ungerne die i få minutter. Den kaninunge, der derfor misser et måltid eller to risikerer let at dø af sult eller at blive betydelig undervægtig i forhold til de unger, der er blevet tilbage i reden.

I morges, da jeg kom ud for at fodre, opdagede jeg, at en sort løvehovede kaninunge på 3 uger var kommet ud af buret og var løbet ind under nogle paller med halmballer. Sådan en er ikke let at få fat i, og mens jeg lå og rodede i den ene ende af pallerækken, så jeg en af kattene ligge på lur i den anden ende af rækken. Pludselig ser jeg en lille sort sag komme farende ud fra pallerne og angribe katten for efterfølgende, da katten forskrækket giver et hop, forfølge den ud over staldgulvet.

Sej lille kanin, der nu er trygt tilbage hos sin mor