Smukke dværgvæddere
Dværgvædderkaninen er en af de mest populære kaninracer herhjemme. Det er en lille race, der er kendetegnet ved sit flade hoved og hængeøre. De anses desuden for at have et fint temperament og at være velegnet som kælekaniner.
Berigelse af kaninmiljøer
Fysiske og psykiske velfærd
”Berigelse af dyrenes miljø” er et udbredt udtryk inden for dyrevelfærd. Det betyder forbedringer i de omgivelser, vi tilbyder vores dyr, så de får bedre fysisk og psykisk velfærd.
Forbedringer for kaniner kan være mere plads, ting de kan undersøge og rode med, nye typer af foder, steder, hvor de kan gemme sig og kontakt til andre kaniner for bare at nævne et par stykker. Forbedringer, der typisk vil understøtte den adfærd kaniner normalt ville udføre, hvis de havde muligheden for at leve et naturligt liv. Forbedringer, der eksempelvis giver dem mulighed for at ligge udstrakt, grave, skrabe, bide, hoppe, stå på bagben, søge føde og parre sig.
Stereotype og unormal adfærd så som pelsgnav, hyppig skraben i et hjørne af buret, gnaven i burets tremmer eller hoppen frem og tilbage, er alt sammen adfærd som vil kunne afhjælpes ved indrette kaninens bolig på den rette måde.
Der findes en del forskning i, hvilke typer berigelse, der bedst tilgodeser kaninernes behov.
Platforme og kasser
Der er gennemført forsøg med kaniner om platforme og gemmesteders betydning for deres velfærd. Et af forsøgene viste, at en stor del af kaninerne sad på platformene om natten og under platformene om dagen. Det kan sammenlignes med, at vilde kaniner tilbringer dagtimerne i deres huler og er mere aktive i skumringen og i nattetimerne.
Andre forsøg med kasser viste, at kun få kaniner i forsøget, og primært hunnerne, brugte kasserne som ly eller hvilested. Når kaninerne blev forstyrret og utrygge, søgte nogle af dem ly under platformen. Platformens top blev brugt som hvilested og udkigspost.
Flere af forsøgene viste, at kaniner fra berigede bure viste mindre frygtsomhed, når man testede dem i et åbent område.
Forsøget viste, at kaniner holdt i konventionelle og mindre bure, var mere rastløse, de udførte mere overdreven pelspleje, de bed mere i tremmerne og var mere frygtsomme. Det kan tyde på, at de var mere stressede. Årsagen kan være, at de har adgang til ly og dermed flugtmuligheder, og har bedre mulighed for at interagere med omgivelserne.
Konklusionen på forsøgene er, at en hylde ofte giver mere velfærd, end en kasse, der fylder mere, men ikke bruges så meget af kaninerne. Samtidig kan pladsen under hylden tjene samme formål som ly, som en kasse ville gøre. Min erfaring er dog, at kaniner generelt er meget glad for kasser, men måske hænger det sammen med, at man i forsøgene har skulle afveje, hvorledes pladsen udnyttedes bedst.
Burhøjde
Kaniner vil i naturen sætte sig på bagben for at overvåge området og holde øje med mulige rovdyr. Den gængse norm er derfor, at bure bør være minimum så høje, at kaninen kan stå på bagben uden at ørerne røre loftet. Der har været gennemført forsøg, for at finde frem til om dette også gælder for kaninunger. I forsøget kunne 5 uger gamle unger selv bestemme, om de ville være i bure med en højde på henholdsvis 20, 30 og 40 cm og som en fjerde mulighed helt åbent i højden. Forsøget viste, at ungerne fravalgte bure, der var helt åbent i højden, uanset tidspunktet på døgnet. De fleste unger foretrak en burhøjde på 40 cm. Men samtidig foretrak flere unger en burhøjde på 40 cm i døgnets aktive periode, mens flere foretrak 20 cm, når de var mindst aktive. Det hænger måske sammen med, at de i naturen ville have mulighed for at opholde sig i huler i jorden. Dette er en interessant iagttagelse, idet man ud fra et velfærdsmæssigt synspunkt ville anbefale høje bure. Ser man på kaninernes fysiologiske og adfærdsmæssige behov, har de, som byttedyr, behov for at kunne søge ly. Som skrevet omfatter forsøget kaninunger. Det er ikke sikkert, at voksne kaniner ville have samme præferencer.
Min anbefaling er dog høje bure, hvor der er plads til forskellige former for berigelse. Høje bure giver også en bedre luft og problemer med ammoniak. Samtidig bør der være steder i bure med en lavere højde, der giver kaninerne et valg og mulighed for at søge tryghed i lavere dele af buret
Flere kaniner sammen
I naturen lever kaniner i kolonier på omkring 20 voksne dyr. I kolonierne indgår kaninerne i et socialt hierarki, hvor der kan opstå kampe om adgang til ressourcer, hunner for hannernes vedkommende og gode redepladser for hunnernes vedkommende.
Selv om begge køn kan være temmelig aggressive mod artsfæller, er de også meget sociale. De hviler, daser og spiser ofte sammen. De nusser hinanden og plejer hinandens pelse. De hjælper også hinanden med at holde øje med evt. rovdyr og advarer gerne hinanden, hvis der opstår fare. Ikke desto mindre holdes kaniner i fangenskab ofte den social kontakt til artsfæller. Begrundelsen er som regel, at flere kaniner ikke kan gå sammen, fordi de kommer op at slås. Forsøg viser imidlertid, at kaniner holdt i grupper, ikke har den sammen stereotype adfærd, som kaniner holdt alene, og de er mere aktive.
Spejle
Der er fordele og ulemper ved at have flere kaniner sammen. Flere kaniner sammen kan være forbundet med risiko for kampe og skader på kaniner, men flere kaniner sammen øger også risikoen for smitsomme sygdomme. Derfor har man overvejet, om spejle kan give kaninerne indtryk af at være sammen med andre kaniner. Forsøg med forskellige dyrearter har vist, at eks. aber, kan genkende sig selv i et spejl, og derfor ikke vil opfatte et spejl som selskab. Men man mener ikke, at kaniner kan genkende sig selv i spejlet. Forsøg med andre dyrearter har vist, at nogle arter kan have øget velfærd med spejle i burene, der giver en form for social kontakt. Hos andre arter har spejle ført til aggression mod spejlet, idet spejlbilledet kan blive opfattet som en konkurrent om ressourcer. I forsøget med kaniner var hvert bur opdelt i to. Den ene del var beklædt med spejle. Under hele forsøget foretrak de kaniner, der var alene i buret, den del af buret, der var beklædt med spejle. Præferencen for at opholde sig i den del af buret med spejl steg jo ældre kaninen blev. Af de ældre kaniner foretrak 67,6% den del af buret, hvor der var spejle. Kaniner kan måske opfatte spejlbilledet som en kendt eller ukendt artsfælle. Forsøg viste også, at kaninerne var tiltrukket af spejlene, og brugte tid på at snuse til det og skrabe på det, også selv om, der var artsfæller i buret. Det forklares med, at kaninerne kan vise større interesse for spejlet, fordi det er nyt og ikke opfører sig som forventet, snarere end at det blev opfattet som en artsfælle. Forsøget med spejle viste også, at kaniner med spejle brugte mindre tid på at kigge ud af buret.
At kaninerne foretrak den del af buret, der havde spejle kan imidlertid også hænge sammen med, at buret kan synes større. Kaninerne indtog 69% af deres foder i spejldelen af buret. Det tyder på, at kaniner ikke oplever spejlbilledet som en trussel mod deres foder. Det er i modsætning til andre forsøg foretaget med mus og spejle.
Gnavepinde
Gnavepinde er en af de mest anvendte former for berigelse for kaniner i kommerciel avl af kaniner. Altså slagte-, pels- og uldkaniner. Der er derfor foretaget en del forsøg af gnavemateriales effekt på kaninernes velfærd og adfærd. Forsøgene viser dog ikke noget entydigt om betydningen af gnavepinde.
Nogle af forsøgene omhandler hvilken træsort kaninerne foretrækker som gnavepinde. I et af forsøgene havde kaniner i hvert sit bur adgang til gnavepinde af 3 forskellige træsorter. Gnavepindene var lavet af akacietræ, hyldebærtræ, europæisk lærketræ, hvid pil, skovlind, kastanjetræ, sort poppeltræ, hvid europæisk birketræ. Forsøget viste, at kaninerne foretrak akacietræ, hvid pil, skovlindetræ og kastanjetræ, vist i forhold til den mængde, de havde spist af gnavepindene. Kaninerne viste ingen eller kun sparsom interesse for gnavepinde af hyldebær, lærketræ, sort poppeltræ, hvid europæisk birketræ og hvid morbærtræ.
I et andet forsøg med 150 kaniner fordelt i 10 bure, blev kaninerne præsenteret for 3 forskellige træsorter tilfældigt udvalgt blandt de 5 mest populære fra det første forsøg. Dette forsøg viste, at kaninerne foretrak skovlindetræ, som hver kanin i gennemsnit spiste 0,44 cm3 af i forhold til hvid pil (0,21 cm3), kastanjetræ (0,2 cm3), sort poppeltræ (0,01 cm3) og akacietræ (0,005 cm3).
I et tredje forsøg blev 48 kaniner delt i 4 grupper med hver 12 kaniner. De 4 grupper fik gnavepinde af forskelligt materiale. Den første gruppe fik pinde af egetræ, den anden skovlindetræ, den tredje grantræ og den fjerde gruppe var en kontrolgruppe, der ikke havde adgang til gnavepinde. Kaninernes præferencer for pindene blev visuelt opdelt efter, om pindene havde 1: synlige tandmærker eller urørt, 2: let gnavet, 3: moderat gnavet og 4: stærkt gnavet og 5: ekstremt gnavet. På 5 trins skalaen viste forsøget, at kaninerne ikke havde rørt eller kun sat tænderne i egepinden (1,0 på skalaen), og at skovlindepinden og granpinden var nogenlunde lige gnavet i (henholdsvis 2,95 og 2,77).
I burene med gnavepinde var der en tendens til mindre inaktivitet. Gnavepindene havde dog ikke nogen betydning for kaninernes tremmebidning og bid i foderskålen.
De træsorter, kaninerne foretrak i det første og andet forsøg, nemlig kastanje, pil og lind består alle af blødt træ. De enkelte træsorters hårdhed, smag og lugt kan være afgørende for deres egnethed som gnavepinde. At kaninerne i det tredje forsøg foretrak gran og lind frem for eg, kan skyldes egens hårdhed sammenlignede med de to øvrige. Modviljen mod eg kan også skyldes, det høje indhold af tannin i træet (10%).
Forsøget viste også, at kaninerne, der ikke havde adgang til gnavepinde bed betydeligt mere i buret og tremmerne end kaninerne i burene med gnavepinde, og at de havde en tendens til højere agtpågivenhed og aggressiv adfærd end kaninerne i bure med gnaverpinde.
Gnavepinde, græsterning, kasse eller hø
I et forsøg med 60 voksne hankaniner blev kaninerne testet i forhold til betydningen af 4 forskellige berigelsestiltag: hø i en vandflaske, gnavepinde af afskallet asp, græsterninger og en kasser. Kaninerne blev holdt i enebure og fik hver tildelt en af de 4 objekter. 1/5 af kaninerne var kontrolgruppe, der ikke fik tildelt nogen former for berigelse. Forsøget viste, at kaninerne interagerede mere –snuste, slikkede, bed eller tyggede – til/i høet end nogen af de 3 andre objekter. De udviste mindre stereotyp adfærd som pelsgnav, tremmebidning end kontrolgruppen, og de var mere aktive end kontrolgruppen. Kaniner, der fik en græsterning interagerede mere med denne, end kaniner, der havde gnavepinde. Kaniner med kasser eller gnavepinde interagerede kun i begrænset omfang med disse, og de udviste samme stereotyp adfærd som
kontrolgruppen. Forskerne bemærkede dog, at kasserne ikke var egnede til at side på, hvilket kan have mindsket deres brug. Man skal imidlertid være påpasselig med at generalisere disse resultater til kaniner i andre aldre og køn. Kaninernes præferencer for kasser og dermed ly, kan forventes at være forskellig for unger og hunkaniner. Som vi har set i kaniners præference for forskellige typer af gnavepinde, kan præferencen for forskellige typer af pinde være forskellige. Resultatet ville derfor kunne være anderledes, hvis gnavepindene havde været af et andet materiale. Kaninerne med græsterninger havde en betydelig højere vægttilvækst end kaniner med de øvrige berigelsesmæssige tiltag i forhold til kontrolgruppen. En tilvækst forskerne så som negativ, fordi kaninerne bliver for fede. Konklusionen på forsøget var, at hø var det bedste berigelsesmæssige tiltag af de fire, og det, der reducerede stereotyp adfærd mest, samt gav kaninerne bedst mulighed for tidsmæssig adspredelse.
Som de forskellige forsøg viser, er der en række forskellige berigelsesmæssige tiltag, der kan forbedre kaninerne velfærd, så det er bare med at komme i gang, der hjemme.
Referencer og mere viden
- Baumans, Vera (2005) “Environmental enrichment for laboratory rodents and rabbits: Requirements of rodents and rabbits” ILAR JOURNAL, 46: 162-170.
- Buijs, Stephanie, Linda J. Keeling og Frank A. M. Tuyttens (2011) ”Behaviour and use of space in fattening rabbits as influenced by cage size and enrichment”, Applied Animal Behaviour sci., 134: 229-238.
- Chu, Ling-ru, Joseph P Garner og Joy A. Mench (2004) “a behavioral comparison of New Zealand White rabbits housed individually or in pairs in conventional laboratory cages” Applied Animal Behaviour sci. 85: 121-139.
- Gunn, Bebbie og David B. Morton (1995) “Inventory of the behaviour of New Zealand White rabbits in laboratory cages”, Applied Animal Behaviour Sci., 45: 277-292.
- Hansen L.T. og Bertelsen H. (1999) ”The effect of environmental enridhment on the behaviour of caged rabbits”, Applied Animal Sci. 68: 163-178.
- Hoy, St., (2004) ”Anforderungen an die Haltung von Kaninchen under den Aspekten von Verhalten, Welfare und Hygiene”, DGA Magazin, 49: 44-47.
- Hoy, St., (2005). “Housing requirements for breeding rabbits from the viewpoint of welfare, behaviour and hygiene”. In Proc. 4th Inter. Conf. on Rabbit Prod. in Hot Climates.
- Jones, S. E. og C. J. C Phillips (2005) “The effects of mirrors on the welfare of caged rabbits”, Anim. Welfare, 14: 195-202.
- Lange, C. og S. Hoy (2011) ”Investigations on the use of an elevated platform in group cages by growing rabbits”, World Rabbit Sci., 19: 95-101.
- Lehmann, M. (1991) “Social behavior in young domestic rabbits under semi-natural conditions”, Appl. Anim. Behav. Sci. 32: 269-292.
- Lindfors, Lena (1996), “Behavioural effects of environmental enrichment for individually caged rabbits”, Applied Animal Behaviour Sci, 52: 157-169.
- Newberry, RC. (2005) “Enviromental enrichment: Increasing the biological relevance of captive environment”, Appl Anim. Behav Sci 44: 229-243.
- Princz, Z., Orova, Nagy, Jordan, Stuhec, Luzi, Verga, Szendro (2007) “Application of gnawing sticks in rabbit housing”, World Rabbit Sci., 15: 29-36.onella Dalle, Zoltan Princz, Zsolt Matrics, Zsolt Gerencser, Szilvia Metzger og Zsolt Szendro (2009) “Rabbit preference for cages and pens with or without mirros” Applied Animals Behaviour Sci. 116: 273-278
- Princz, Zoltan, Istvan Radnai, Edit Biro-Nemeth, Zsolt Matics, Zsolt Gerencser, Istvan Nagy og Zsolt Szandro (2008), “Effect of height on the welfare of growing rabbits”, Applied Animal Behaviour Sci. 114: 284-295.
- Selzer, D., (2000). ”Vergleichende Untersuchungen zum Verhalten von Wild- und Hauskaninchen unter verschiedenen Haltungsbedingungen”. Diss. Justus-Liebig-Universität Giessen.
- Verga, M., (2000). “Intensive rabbit breeding and welfare: Development of research, trends and applications”. In Proc.: 7th World Rabbit Congress, s: 491-509.
- Zotte, Antonella Dalle, Zoltan Princz, Zsolt Matics, Zsolt Gerencser, Szilvia Metzger, Zsolt Szendro (200) “Rabbit preference for cages and pens with or without mirrors”, Applied Animal Behaviour Sci., 166: 273-278.
Det skal du vide, før du køber kanin
Er kaniner noget for dig?
Hvor gamle bliver de?
Kaniner kan blive 8-12 år gamle. Du bør derfor forholde dig til, om din og evt. børnenes interesse holder så længe, eller om du har mulighed for at komme af med kaninen, hvis det ikke længere er muligt at have den. Vi tager altid kaniner tilbage uanset årsagen. Det kan derfor være en god ide at købe kaninen hos os eller andre, der tager kaniner tilbage, hvis du ikke er sikker på at kunne beholde kaninen hele dens levetid.
Børn og kaniner
Hvis man har børn, vil man gerne have, at de har glæde af hinanden. Det er min opfattelse, at selv små børn kan have glæde af en kanin. Det er bare noget forskelligt, hvad man kan foretage sig med kaninen alt efter børnenes alder. Hvis børnene ikke interesserer sig for kaninen eller mister interessen med alderen, kan det være en god ide at have sikret sig, at man kan komme af med den igen.
Læs mere om børn og kaniner
Hvor meget tid, skal jeg bruge på kaninen?
Du kan vælge at bruge meget eller lidt tid på kanin alt efter din interesse og tid til rådighed. Kaniner kan trives med begge dele. Kaniner er som sådan ikke tidskrævende dyr som eks. hunde, der skal luftes. Kaninen skal naturligvis have mad og vand samt tilses dagligt. Der skal også gøres rent i dens bolig gerne min. en gang ugentligt. Det er dog vigtigt, at kaninen bliver stimuleret og oplever noget forskelligt. Har du derfor ikke så meget tid til din kanin, så vær ekstra opmærksom på, at give den en interessant bolig med massere at beskæftige sig med.
Inde eller ude
Kaniner trives godt både ude og inde. Faktisk kan kaniner tåle frostgrader, hvis de er sunde og raske og bor i læ for blæst og regn. Kaniner trives også fint inden døre. Man kan godt have kaninen inde om vinteren og ude om sommeren, men det er ikke en god ide, at tage en indekanin ud om vinteren, fordi den ikke har sat pels til det. Man skal også være særlig opmærksom på kaninen, hvis man vælger at tage en udekanin ind i længere tid ad gangen om vinteren, fordi den kan få det for varmt.
Bur eller fritgående
Man kan holde en kanin i bur men med mulighed for at komme ud og bevæge sig eller som fritgående inden døre. Fordelen ved at holde den fritgående, som man har en hund eller kat, er at man lettere får et tæt forhold til den, fordi den kan være i nærheden af en. Kaninen har også ofte meget plads at bevæge sig rundt på, hvilket giver den noget at beskæftige sig med og ofte en god velfærd. Ulempen kan være, at kaninen kan have svært ved at stå fast på glat gulv. Den kan få slidt pelsen af på undersiden af poterne på syntetiske gulvtæpper. Den kan komme til skade ved, at man træder på den, eller den kommer i klemme i en dør.
Kaniner naturligt renlige og kan ofte lære at bruge kattebakker, men der kan ske uheld. Der er også en risiko for, at kaninen bider i ledninger, gulvtæpper, paneler og møbler. Vælger man at holde kaninen som fritgående er det en god ide, at kaninen har et sted for sig selv, en base, hvor den kan være uforstyrret.
Fordelen ved at holde kaninen i et bur, er at man ikke risikerer at få ødelagt sit hjem og har man allergi overfor kaniner er det også en god ide at holde dem ude. Kaninen har en bedre velfærd ved ikke hele tiden at være i et bur, så vælger du den løsning, så vælg evt. en løbegård i forlængelse af buret. Det er også en ganske glimrende løsning, at lade kaninen bo i et legehus eller en hesteboks. Ulempen ved at holde en kanin i bur, er at den risikerer at kede sig og ikke at få bevæget sig tilstrækkeligt. Der er også en risiko for, at kaninen slipper ud af buret og/eller bliver taget af en hund eller en ræv.
Hvad gør du med kaninen, når du skal på ferie?
Inden du beslutter dig for at anskaffe en kanin, er det også en god ide at overveje, hvor kaninen skal være, hvis du skal på ferie. Kan du tage den med? Har du venner eller familie, der kan passe den eller er der et pensionat i nærheden?
Hvad gør du, hvis kaninungerne er ved at dø af kulde?
Kaninunger fødes uden pels, og får først pels i løbet af et par dage. I den tid er der risiko for, at ungerne dør af kulde. Det er derfor vigtigt at holde øje med hunkaninen lige omkring fødslen.
Den gode hunkanin bygger en fin rede af halm og pels, som hun plukker af bugen og ligger ungerne i. Under selve fødslen sidder hun med hovedet inde i reden og virker meget koncentreret.
Risiko for at det går galt
Svær fødsel
Går fødslen ikke, som den skal, kan hun hoppe uroligt rundt i buret og ungerne havner, der hvor hun nu engang lige har befundet sig, når ungerne kom. Disse unger kan være døde under fødslen, men kan også være i live.
Førstegangsfødende
Hunner, der får deres første kuld, kan have svært ved at få bygget en god rede, så ungerne enten fryser i reden eller risikere at komme uden for reden.
Stress
Hunkaniner, der udsættes for stress, risikerer at føde ungerne uden for reden. Larm, hunde i nærheden eller hvis man for ofte roder i buret for at se, om der er unger, er noget, der kan stresse hunnen.
Andre kaniner i buret
Jeg har, når det er muligt, flere kaniner gående sammen. To hunkaniner, der er drægtige samtidig, kan finde på at ligge ungerne i samme rede og passe dem sammen. Men hvis den drægtige hunkanin går sammen med tidligere unger, har jeg også oplevet, at de store unger ikke helt har så meget ”situationsfornemmelse” at de lader reden være. De hopper ind i den og får spredt rede og unger over hele buret.
En enkelt unge
Flere unger sammen holder hinanden varme, men enkelt kaninunge kan have svært ved at holde varmen selv og har større risiko for at dø af kulde end unger med søskende.
De kolde unger
Det er alt sammen faktorer, der gør, at ungerne risikerer at fryse ihjel. Det går hurtigt, og kaninmor gør ikke noget for at varme ungerne, og hun flytter dem ikke tilbage i reden. Den slags har kaninmødre ikke lært i naturen. I naturen føder de ungerne i et hule i jorden, hvor unger ikke kommer uden for reden, og hun har derfor ikke behov for at flytte rundt på dem.
Hvad gør man
Når man at finde ungerne i live, er der gode muligheder for at få dem på højkant igen, også selv om de virker meget afkræftede. Kig godt efter. De kan virke døde, men alligevel være i live. Hvis de ikke er blå om snuden, er der håb. Kig efter om munden bevæger sig og stræk evt. ud i maveskindet, så det er lettere at se om brystkassen bevæger sig. Er du i tvivl, så prøv at varme ungen op. Hvis den ikke bevæger sig og siger små lyde, når den er varm. SÅ er den død.
Jeg plejer at tage ungerne med ind og varme dem på i hånden. Er man alene og ikke kan varme alle unger samtidig, så pak dem, du ikke kan have i hånden ind i et håndklæde og varm dem på skift.
Der er bare ikke noget mere livsbekræftende end, når de begynder at bevæge benene og sige små lyde, så ved man, at man er på ret køl.
Se i klippet, hvordan jeg forsøger mig med at varme et par unger op. Og ja, jeg er opmærksom på, at jeg i klippet taler om at aflive en død unge!!!
Enkelte unger kan få en hjerneskade af at have været afkølet og have manglet ilt til hjerne, men jeg mindes ikke, at jeg har oplevet det, og jeg har opvarmet en hel del.
Hvad så, når ungerne er varmet op
Når ungerne er varmet op, er det med at få dem tilbage til moderen, så de kan få noget mad, og her kan det så godt være, at jeg, der har mange kaniner, kan finde på at flytte ungerne over til en anden mor, hvis jeg ikke er sikker på, at deres egen mor vil passe dem. Af netop den årsag, har jeg også altid parret flere hunkaniner samtidig, så der er en reservemor klar. Hvis ungerne ligges ind til moderen, så sørg for at få formet en god rede og lig evt. ekstra pels i reden, hvis den ikke er godt foret (og her har jeg så været forudseende og har gemt pels fra kaniner, der har været i fæld, for at have lidt ekstra). Og så er det ellers med at holde øje med om hun passer ungerne.
Se her i klippet, om hvordan jeg får lagt ungerne ind til deres mor igen. Lettere afbrudt af et par meget nysgerrige store kattekillinger.
Kaninracer
Der findes omkring 60 kaninracer i Nordisk Kaninstandard, som er der du finder betegnelsen på de godkendte kaninracer i Danmark. Der findes store og små kaninracer, kaniner med kort og lang pels eller skinnende pels, racer med sjove pletter og tegninger og racer med korte ører og snude eller hængeøre. Udvalget er omfattende. Her kan du læse lidt om nogle af dem.
Dværgkaniner
Mange mennesker vil gerne have en lille race og søger derfor en dværgkanin. Det er imidlertid ikke en race, men navnet på gruppen af de 12 mindste racer, der bl.a. tæller Dværgvædder, Løvehoveder og Hermeliner. Dværgkaninerne er ofte kendetegnet ved et særligt karaktertræk frem for en farve eller tegning. Eks. hængehører, korte ører eller lang pels. Hver race findes så i mange farver og tegninger. Dværgkaniner vejer mellem 700 g. og 1,9 kg. De mindste er avlet så langt ned i størrelse, at man kan spørge sig selv, om det er helbredsmæssigt rimeligt med kaniner i den størrelse.
Der er dyrlæger, der anbefaler, at man vælger større racer til helt små børn, fordi de ikke så let kommer til at skade de større kaniner end de mindre.
Afvigende hårstruktur
Gruppen af kaninracer med afvigende hårstruktur består af 9 racer herunder Angoraen, der traditionelt har været brugt til uldproduktion, Rex-kaninen, der har været brugt til pels og Fuch- og Cashmerekaniner samt Satinkaninerne med en meget skinnende pels. Lille Rex, som er en af de racer vi avler, hørte tidligere til gruppen af Dværgracer pgr. Dens lille størrelse, men er nu flyttet til gruppen af racer med afvigende hårstruktur. Det er en race, der er nedavlet fra den større Rex-race og en race, hvor man har avlet meget på at give den et godt temperament, så den er velegnet som kælekanin.
Små og store racer
De små og store racer er ofte kendetegnet ved deres farve eller tegning og findes i en stor og en lille udgave eks. Lille og stor Chinchilla og Lille og Stor Havanna. Til de små racer hører også de ganske smukke tegnede racer Engelsk Schecke og Hollænder. Blandt de store den specielle Engelske Vædder med meget lange hængeører. De små racer vejer mellem 2,5 kg og 3,2 kg. Der er 21 små racer. Der er 16 store racer, der vejer mellem 4 og 4,6 kg.
Spisekaniner
Det bliver mere og mere udbredt, at folk gerne vil avle og spise deres egne kaniner, for at vide at de dyr, de spiser har haft et godt liv før, de bliv spist. Det er særligt mellemstore og store racer, der er velegnet til det formål. Kæmperacerne, som man måske skulle tro var de bedst egnet, har for lav tilvækst pr. foderenhed og for kraftig knoglestruktur til at være rigtig velegnede. Det er bl.a. racerne Californian, Hvid Land og New Zealand Red og White, der anvendes som slagte- og spisekaniner. Herhjemme er produktionen af slagtekaniner meget lav, men i Sydeuropa og Kina, hvor produktionen af kaninkød er stor, er disse racer særligt udbredte. Gruppen af mellemstore racer tæller 13 kaniner, der må veje mellem 3 og 4 kg.
Ud over de nævnte racer tæller gruppen af mellemstore racer også Den meget slanke og smukke race Belgisk Hare og Alaskan med en skinnende sort pels.
Kæmperacerne
Består af Tysk Kæmpe Schecke, Fransk Væder og Belgisk kæmpe, nogle pænt store dyr, der kommer til at veje op mod de 10 kg. Disse kaniner går for at være ganske godmodige dyr, der er velegnede som kælekaniner, ikke mindst for små børn, der ikke så let kan bære rundt med dem. Jeg havde engang en Belgisk Kæmpe, der skulle hoppe rundt i stalden og være en hyggekanin, men jeg skal lige love for, at den ikke var særligt hyggelig. I hvert tilfælde kunne den ikke lide mig, hvilket resulterede i adskillige bid og skrammer samt et pænt ar på skinnebenet, hvor den har bidt mig. Kæmperacerne skal veje over 5,5 kg.
Hjælp til køb af snack til dit kæledyr
Dit kæledyr har godt af variation i kosten og lidt ekstra godt. Det giver dyrene nye sanseindtryk, ting, der lugter, smager og ser forskelligt ud og som har forskellig konsistens. Det er dog ikke alle godbidder, der er lige gode. Det er derfor vigtigt at vælge med omhu og være opmærksom på, hvad du kan anvende forskellige typer af snack til.
Dette er godt for tænderne
Kaniner og gnavere har tænder, der vokser hele livet. De skal derfor slides, ved at dyrene har noget hårdt at gnave i. Ikke mindst chinchillaer, bruger en stor del af deres tid på at tykke. Det er derfor ekstra vigtigt, at chinchillaer har noget at tygge i. Grene, pressede halmbriketter med tørrede urter og grønt er rigtig godt for dem. Tørrede mælkebøtterødder, hibiscus, gulerødder, rødbeder, pastinakker og johannesbrød er også rigtig gode for deres tænder.
Vælg farver
Mange fugle er meget visuelle. Udseende på godbidderne betyder derfor meget for disse fugle. Det skyldes, at de ofte udvælger deres favoritmad fra luften, hvor udseende herunder stærke farver er lettere at navigere efter end lyd og lugt. De vil ofte blive tiltrukket af godbidder i stærke farver. Vælg tørrede gulerødder, rødbeder, mælkebøtteblomster, broccoli, morgenfruer, kornblomster, rød og grøn peber og hibiscus til dem.
Noget at holde på
Hamstre, chinchillaer og mange fugle sætter pris på at holde på det de spiser med poter og kløer. Disse dyr vil derfor gerne have snack der har en størrelse, der gør dem velegnet at holde på. Vælg gerne tørrede gulerødder, rødbeder, æbler, kornblomster, rosenknopper, ærteflager, broccoli, hibiscus, pastinakker, johannesbrød, bananer, ærteflager, morgenfruer og solsikkeblomster samt rødkløver.
Det kan også være en fordel, at man selv kan holde på snacken og håndfodre dyrene med dem. Små børn holder af at stikke noget ind til dyrene. Det kan være en rigtig god ide, fordi det gør dyrene tammere. Snack man kan holde på, er også velegnet til at træne dyrene med eksempelvis klickertræning. Giv dem gerne Gulerodsstykker, æbler, bananer, broccoli, hibiscus, johannesbrød og ærteflager.
Gode vitaminer og mineraler
Krydderurter, frugt og grønt er rige kilder til vitaminer og mineraler. Marsvin skal eksempelvis have mange C-vitaminer i kosten, fordi de ikke selv kan danne C-vitaminer som mange andre dyrearter kan. C-vitaminer findes i mange urter, frugter og grøntsager, men broccoli, bananer, gulerødder, rød peber og æbler hører til dem, der indeholder rigtig mange C-vitaminer. Men også krydderurterne er rige på vitaminer og mineraler. Prøv gerne persillestængler, urteblanding, brændenælder, citronmelisse, Citronmelissestængler, dild, kryddermix, pebermynte, morgenfruer og selleristængler, så er du også med til at fremme dit kæledyrs sundhed.
Varier foderet med Krydderi på maden
Foderpiller kan være kedelige og ensformige. Vælg urter og snack, der kan drysses oven på pillerne. Det får foderet til at lugte og smage forskelligt samt giver det en anderledes konsistens. Prøv med gulerods- og rødbedestykker, gulerodstoppe, citronmelissestængler, dild, kryddermix, pebermynte, persillestængler, morgenfruer og selleristængler.
Mod dårlig mave og til dyr, der går fra foderet
Hvis dit kæledyr mister appetitten og/eller får diarre, er det naturligvis vigtigt at søge hjælp hos din dyrlæge. Men det er også vigtigt, at få det til at spise igen. Det er så i min optik mindre vigtigt, hvad de spiser, bare de kommer i gang. Prøv at præsentere det for forskellige typer af snack og grønt, så de kan vælge deres favorit. Er vores kaniner gået fra foderet er æbler, ærteflager, gulerodstoppe og brændenælder ofte noget de sætter pris på og som får dem i gang med at spise igen. Har de diarre anbefaler min dyrlæge desuden at give dem tørrede brændenælder. Brændenælder indeholder nemlig mange fiber, der kan hjælpe med at stoppe diarreen.
En flot pels
Skulle du yderlige have et ønske om af få et kæledyr med en smuk pels eller fjerdragt kan safflor eller tidselfrø, som de også kaldes, være en god ide at give dem. Det høje indhold af olie giver en flot og glansfuld pels eller fjerdragt og kan styrke den, når det er koldt. En glansfuld pels eller fjerdragt skader heller ikke dyrets bedømmelse under en udstilling. Vær dog opmærksom på kun at give begrænset mængder af safflor. Det høje indhold af olie kan give dyret diarre. Får dit kæledyr derfor diarre, så skru ned for mængden af safflor.
Når det er koldt
Når det er koldt uden for, og dyrene står uden for. Kan man med fordel give dem, nogle af de ting, der feder. Den har nemlig brug for mere energi for at holde varmen. Giv dem gerne æbler, bananer, safflor, johannesbrød og ærteflager.
Det skal du undgå eller holde igen med
Som udgangspunkt skal du undgå godbidder, der er meget sukkerholdige eller kun give det i små mængder. Myslibarer og -stænger består ofte mest af korn og honning og er ikke særlig sunde for mange dyr. Honning er sødt og indeholder meget sukker og kan derfor fede. Korn er ikke en naturlig del af marsvin, chinchillaer og kaniners menu og er ofte bare fyld, der ikke har nogen ernæringsmæssig værdi. Hamstre, mus og flere fuglearter har derimod korn som en naturlig del af deres kostplan.
Tørrede frugter indeholder også betydelige mængder frugtsukker, der fylder relativt meget i de tørrede frugter frem for i de friske. Giv det derfor i mindre mængder, da dyrene kan blive for tykke. Vi bruger dog gerne tørrede æbler til træning af kaninerne og til at lokke forsigtige kaniner nærmere, fordi æbler er noget mange af dem, sætter pris på.
Lad den vælge selv
Jeg har flere gange begejstret tilbudt en af vores kaniner, marsvin, hamstre eller chinchillaer en godbid, som jeg tænker, at den vil spise med største velbehag. For så at blive overrasket, når jeg ser den snuse til guleroden, blomsten, eller hvad jeg nu har givet den, som om, det var det det mest åndsvage, jeg kunne finde på at tilbyde den. Den slags spiser vi undulater, hamstre eller kaniner virke lig ikke!!! Samtidig kaster naboen sig over det, som var det den største lækkerbisken i hele verden. Vi har flere af vores hamstre, der synes at melorme er det bedste i hele verden. Får de tilbudt en melorm, så skal jeg ellers nok love for, at den bliver hevet ind i buret med en vis begejstring, mens andet virker som en skuffelse for dem. Marsvin er derimod kendte for at være madglade og det meste ryger ned med stort velbehag. Der er altså forskelle på dyrenes smag både mellem dyrearterne og individuelt. Køb derfor hellere flere små mængder snack og prøv dig frem, frem for store mængder, der så står uberørte.
Sådan skal du fodre kaninerne, når det er koldt uden for
VI får mange spørgsmål i denne tid, om hvad man gør med udekaninerne, når temperaturen ligger pænt under frysepunktet. Det korte svar er, at kaniner klarer sig fint i kulde, så længe de kan komme i læ for vind og vejr, og der ikke er fugtigt, hvor de opholder sig. Ja, faktisk klarer kaniner sig bedre i frost end for meget varme. Sniger temperaturen sig over 25 grader, kan det blive problematisk for kaninerne.
Mange kaninejere er ikke opmærksom på, at de skal fodre anderledes, når det er koldt
Når det er sagt, så kræver det energi at holde varmen. Den energi kan enten komme fra foderet eller kaninerne må tære på deres fedtdepoter. Det kan bevirke, at kaniner, der ikke får tilstrækkelig med foder og energi, kan tabe sig i vægt, når det er koldt. Det er der faktisk mange kaninejere, der ikke er opmærksom på.
Giv ekstra foder og suppler med energiholdigt tilskudsfoder, når det er koldt
Når det er koldt, bør du sætte din kanin op i foder. Det er imidlertid som regel ikke tilstrækkeligt at give ekstra hø og foderpiller, fordi disse ofte ikke har et særligt højt energiniveau. Giv den i stedet frugter, olieholdige frø, rod- og bælgfrugter. Du kan give det både frisk og i tørret form. Tørrede frugter og rodfrugter er imidlertid ofte bedre end friske, fordi de som regel har et højere energiniveau end friske. Start ud i små mængder og sæt langsomt mængden op. Vær også opmærksom på, at når det er koldt, er det bedre at give kaninen tørrede frugter og rødder end urter og andet grønt, der ikke har så højt et energiniveau.
Tilpas foderet 2-3 dage før temperaturen falder
Det kan være en god ide at sætte ind med mere foder og tilskud af højenergikilder i god tid, inden det bliver koldt. Det gør faktisk ikke noget, at udekaninen har lidt ekstra på sidebenene inden vinteren sætter ind. På den måde har den noget at tære på i kulden. Sørg gerne for at øge fodermængden og give ekstra tilskud af frugter, olieholdige frø, rod og bælgfrugter 2-3 dage før kulden sætter ind.
Belgisk hare – en kaninrace for sig selv
Den belgiske hare hører med en vægt på mellem 3 og 4 kg til gruppen af mellemstore kaninracer. Den har en almindelig pels, men er kendetegnet ved sit meget slanke udseende. Racen avles i Danmark af en håndfuld avlere.
Et udseende som en hare
Racens helt særegne udseende består i at den er fremavlet til at ligne en hare mest muligt, deraf navnet. Den er højt stillet og slank, elegant og langbenet som en hare. Mange kaninracer har en kort hals, hvor hoved og krop næsten går ud i hinanden. Den belgiske hare har derimod en meget synlig slank hals. Ørerne er lange og slanke og passer derved godt til resten af den slanke elegante kanin.
For virkelig at komme til sin ret, skal den belgiske hare helst præsentere sig selv ved at stå opret med strakte forben og højt løftet hoved. På den måde fremstiller ryglinjen ideelt set en kvartcirkel startende fra nakken ned mod halen.
Farver
Den belgiske hare findes primært i farverne vildtrød, tan samt hvid både med røde og blå øjne. I nogle lande findes den desuden i sort.
Racens historie
Den belgiske hare stammer som bartkaninen fra Belgien, hvor den blev fremavlet i begyndelsen af 1800tallet. Hensigten var at fremavle en slagtekanin med udseende som en hare. For at opnå det resultat blev tamme kaniner parret med vilde kaniner. I 1874 blev de importeret til England for i 1877 at nå USA. Her blev den utrolig populær i slutningen af 1800tallet og begyndelsen af 1900tallet, hvor adskillige tusinde belgiske hare blev transporteret fra England til USA. Den slanke race var imidlertid grundet sit slanke ydre ikke særlig kødfyldt og altså ikke særligt velegnet som slagtekanin, hvorefter interessen for den dalede. I dag avles racen primært som udstillingskanin og i nogle tilfælde som kælekaniner.
Temperament
Fordi racen er fremavlet blandet med vilde kaniner, er den ofte ganske energisk og livlig og har et særligt behov for at kunne bevæge sig og være aktiv. Den anses desuden for at være intelligent, men også mere nervøs end andre racer og let at skræmme, hvilket kan skyldes indblandingen af blod fra vilde kaniner.
Fordi racen anses for at have et højt stofskifte, kræver den ofte mere foder end andre kaninracer.
Sådan gør du, hvis kaninen ikke vil spise
Lad mig sige det med det samme. Der er noget galt, hvis kaninen ikke vil spise. Det kan være en kanin, der er syg, bange eller på anden vis ikke trives. Så hvis din kanin ikke spiser, bør du tage den til dyrlægen og få den tjekket.
Giv den hvad som helst for at få den til at spise
Hvis vores kaniner går fra foderet, får de tilbudt et stort udvalg af tørret og friske grønt for bare at få dem til at spise et eller andet. I første omgang er det mindre vigtigt, om det er sundt eller usundt, bare de kommer i gang med at spise igen. Frisk grønt kan få mange appetitten frem hos de fleste kaniner. Du kan prøve med mælkebøtter, skvalderkål og friske urter, som er noget, de fleste kaniner vil sætte pris på. Æbler, gulerødder, agurk m.m. fra køkkenet er også noget, der kan sætte mange kaniner i gang med at spise igen.
Tørret grønt, frugt m.m.
Tørrede frugter ikke mindst æbler og gulerødder er mange kaniners livret, så det er også en mulighed. Tørrede urter er ikke bare fristende for kaninen, men mange er også gode for fordøjelsen ikke mindst brændenælder. Persille, melisse og dild kan dog også gøre det.
Critical care
Critical care er et pulver, der gives til dyr, der har akut brug for at få tilført næring. Det kan være efter en operation, i forbindelse med fordøjelsesproblemer eller øvrig sygdom. Det kan imidlertid også anvendes, hvis dyret af den ene eller anden grund har mistet appetitten. Det indeholder alle de næringsstoffer dyret har brug for. For meget svækkede dyr kan det gives via en sprøjte i munden.
Sådan rengør du drikkeflasken
Har du en drikkeflaske til din kanin eller gnaver, kender du sikkert også til, at flasken efter nogen tid bliver grøn af algebelægning. Det er umiddelbart ikke lige let at blive af med disse. Kogt vand synes ofte ikke at have nogen effekt, og er flasken lavet af tyndt plast, kan flasken krympe sammen og blive ubrugelig, hvis man fylder den med kogende vand. Man kan også forsøge sig med en flaskerenser, men ofte kan det være vanskeligt at komme ud i flaskens kroge og fjerne alle algerne.
Klorin fjerner algebelægningen
Skal man fjerne algebelægningen effektivt, er klorin en god løsning. Fyld flaske med vand og hæld en sjat klorin i. Lad flasken stå til algen/den grønne farve er væk. Det er typisk sket inden for 15 min. Tøm flasken og skyld efter med rent vand, inden du bruger flasken igen.
Rengør drikkeflasken uden kemikalier
Er du ikke meget for at bruge for mange kemikalier, kan du også gøre flasken ren ved at hælde ris og vand i flasken og ryste den grundig. De grove ris fjerner effektivt algerne.
Forebyg
Alger trives i direkte sollys, så har du flasken placeret i direkte sollys, så risikere du at få rigtig mange alger i flasken. Placer derfor gerne flasken i skyggen. Det forhindrer også, at vandet bliver for varmt om sommeren.
Algevækst kan også hæmmes, hvis man hælder en smule æbleeddike i drikkevandet. Det er dog ikke en metode, vi har anvendt. Måske fordi jeg hader lugten af eddike og derfor ikke vil udsætte mine kaniner, marsvin og chinchillaer for den slags, både fordi de har en meget forfinet lugtesans, men også fordi jeg tænker, at det må smage forfærdeligt.
Problemer med kalk på flasken
Det er ikke kun alger, der kan svine flaskerne til. De kan også kalke til på de vådeste dele af flasken. Flaske tuden og evt. metaldele, metalskål og ventiler er særlig udsatte. Sæt flasken i blød i en skål vand med kalkfjerner. Det fjerner kalken. Det er forskelligt, hvor længe flasken skal stå i blød alt efter, hvor tilkalket flasken er.