Kaniners tænder vokser livet igennem. Det gør de, fordi kaniner i naturen lever af nærringsfattige planter med et højt fiberindhold, der slider på tænderne. Hvis ikke kaninens tænder slides korrekt, kan tænderne vokse for lange. De forreste tænder kan sno sig eller vokse op i ganen. De bagerste tænder kan få skarpe tandspidser, der skader tunge eller kinder eller tænderne kan vokse sig op i ganen. Det kan medføre betydelige smerter hos kaninerne. De kan tabe sig i vægt og i sidste ende dø, fordi de ikke kan spise deres mad.
Tegn på tandproblemer
Hvis din kanin holder op med at spise normalt, går fra høet og bliver tynd, kan det være tegn på tandproblemer. Savl og en våd hage kan ligeledes være tegn på tandproblemer. Er det de forreste tænder, der har vokset sig lange og skæve, ses det let ved at kigge kaninen i munden. Problemer med de bagerste tænder kan være svære at se med det blotte øje og kan kræve et besøg hos dyrlægen.
Flere årsager til tandproblemer
Der er flere årsager til tandproblemer hos kaniner. Ofte opstår problemerne som en kombination af flere årsager. Nogle kaniner kan være arvelige disponeret for tandproblemer. Avlelige tandproblemer kan skyldes at nye racer eller farvevarianter ikke er gennemavlet. Ofte avler man videre på kaniner med tandproblemer i stedet for at tage dem ud af avlen.
Tandproblemer kan også opstå, fordi man har avlet dyrene med for flade snudepartier. Derved risikerer man, at kæben og dermed tænderne ikke placeres korrekt. Det er ikke mindst hermeliner og dværgvædder, der er avlet med flade snudepartier.
Tandproblemer kan også skyldes fejlfodring, der ofte ses hos kælekaniner. De får for lidt hø og grove ting at tygge på og for mange dårlige foderpiller eller mysliblandinger. Derved slides tænderne ikke i tilstrækkelig grad og kaninerne risikerer at få tandproblemer.
Endelig kan tandproblemer opstå, hvis kaninen slår tænderne, og derved for forrykket dem.
Forebyggelse
Sørg for at køb en sund og rask kanin og undgå kaniner med for flade snudepartier. Spørg ind til, om der har været tandproblemer i slægten og tjek tænderne, inden du køber kaninen eller få sælgeren til at vise dig tænderne. Sørg for at give kaninen rigeligt med hø, grønt og grene, der holder tænderne korte og velslebne, og giv dem gerne Easy-play halm- eller lucernebriketter, der slider tænderne og holder kaninen beskæftiget.
Når skaden er sket
Hvis skaden er sket, skal kaninen have slebet tænderne og i værste tilfælde have dem opereret ud. Det gøres som oftest hos en dyrlæge. Er man heldig har tænderne rettet sig og kommet i den rette stilling efter en slibning. Man kan dog også risikere, at kaninen skal have slebet tænder med måneders mellemrum. Efter tandslibningen er det vigtigt sørg for, at kaninen får rigeligt med hø, frisk græs og Easy-play halm eller lucernebriketter.
Skriv et svar