Sådan rengør du drikkeflasken

Sådan rengør du drikkeflasken

Drikkeflaske-300x271 Sådan rengør du drikkeflasken
Foto: Maria Gullestrup

Har du en drikkeflaske til din kanin eller gnaver, kender du sikkert også til, at flasken efter nogen tid bliver grøn af algebelægning. Det er umiddelbart ikke lige let at blive af med disse. Kogt vand synes ofte ikke at have nogen effekt, og er flasken lavet af tyndt plast, kan flasken krympe sammen og blive ubrugelig, hvis man fylder den med kogende vand. Man kan også forsøge sig med en flaskerenser, men ofte kan det være vanskeligt at komme ud i flaskens kroge og fjerne alle algerne.

Klorin fjerner algebelægningen

Skal man fjerne algebelægningen effektivt, er klorin en god løsning. Fyld flaske med vand og hæld en sjat klorin i. Lad flasken stå til algen/den grønne farve er væk. Det er typisk sket inden for 15 min. Tøm flasken og skyld efter med rent vand, inden du bruger flasken igen.

Rengør drikkeflasken uden kemikalier

Er du ikke meget for at bruge for mange kemikalier, kan du også gøre flasken ren ved at hælde ris og vand i flasken og ryste den grundig. De grove ris fjerner effektivt algerne.

Forebyg

Alger trives i direkte sollys, så har du flasken placeret i direkte sollys, så risikere du at få rigtig mange alger i flasken. Placer derfor gerne flasken i skyggen. Det forhindrer også, at vandet bliver for varmt om sommeren.

Algevækst kan også hæmmes, hvis man hælder en smule æbleeddike i drikkevandet. Det er dog ikke en metode, vi har anvendt. Måske fordi jeg hader lugten af eddike og derfor ikke vil udsætte mine kaniner, marsvin og chinchillaer for den slags, både fordi de har en meget forfinet lugtesans, men også fordi jeg tænker, at det må smage forfærdeligt.

Problemer med kalk på flasken

Det er ikke kun alger, der kan svine flaskerne til. De kan også kalke til på de vådeste dele af flasken. Flaske tuden og evt. metaldele, metalskål og ventiler er særlig udsatte. Sæt flasken i blød i en skål vand med kalkfjerner. Det fjerner kalken. Det er forskelligt, hvor længe flasken skal stå i blød alt efter, hvor tilkalket flasken er.

Skriv et svar